lørdag den 9. august 2014

Smålandsrejse del 1 - Åsnen og High Chaparral

Vi er lige kommet hjem fra en fantastisk uge i Småland og Östergötland i det sydlige Sverige. En ferie af den slags, der føles meget længere end den er, fordi man oplever en masse, og hvor man samtidig kommer helt ned i tempo.

Første stop på turen var søen Åsnen, der bød på solrige dage med masser af badning i det klareste ferskvand, roture og en masse fisk (vi fangede dog ingen - men vi er altså heller ikke de store fiskere). Hvor Kalle tabte fortand nr. 2 og nu kan spise 2 twix på een gang uden at åbne munden. Hvor Otto lærte at svømme med "vinger" og til Ms spørgsmål om, hvorvidt han nåede søbunden totalt uforstående svarede "Hvorfor skulle jeg kunne det? Jeg svømmer jo?". Og hvor Emma og Kalle rystede al vandskræk af sig og gang på gang kastede sig ud i søens mørke vand. Nogle helt fantastiske dage på et helt fantastisk sted!

Efter et par dage ved søen i en lejet hytte gik turen videre til High Chaparral, en forlystelsespark i ren cowboystil, hvor man går rundt i en gigantisk prærielandskulisse med utallige stunts og shows, og hvor alle konstant skyder med knaldpistoler. Tro mig, det var et stort hit for ungerne! Vi tog bl.a. på tur med det gamle damptog, der undervejs blev udsat for et røveri af maskerede banditter. Til hele togvognens store grin stiller min store søn sig op på togsædet, totalt frygtløs og helt inde i rollen som cowboy, og skriger "Attttaaaaaccckkkk!" Så kan de bare komme an, de banditter! Vi så desuden Zorro slås, sejlede med hjuldamper, besøgte en indianerlandsby, så banditter hoppe/falde fra utallige hustage og afslutningsvis fik børnene selv lov til at klatre på hustagene i en minilandsby. Absolut et besøg værd!
 
Næste stop på turen var nationalparken Skuruhatt og camping udenfor Eksjö. Men det må vente til næste indlæg.

Bonusinfo: Vi boede tæt på den lille by Hulevik ved søen Åsnen, hvor der er en rigtig god badestrand med sandbund. Åsnen er en skærgårdsagtig sø og et rigtigt fiskeparadis. 














Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tusind tak for besøget og kommentaren! Jeg sætter så utroligt stor pris på hver eneste kommentar og gør mit bedste for at besvare alle :-)